Udviklingshæmning og epilepsi
En mangelfuld eller forsinket udvikling medfører et eller flere fysiske/psykiske handikap, som viser sig inden voksenalderen.

At være udviklingshæmmet er ikke en bestemt sygdom, men en følge af en anden sygdom eller en skade på hjernen. Skaden eller sygdommen kan enten skyldes genetiske forhold, medfødte stofskiftesygdomme, medfødte misdannelser af hjernen eller beskadigelse af hjernen i fostertilværelsen, under fødslen eller i tidlig barnealder. At være udviklingshæmmet er ikke en bestemt sygdom, men en følge af en anden sygdom eller en skade på hjernen. Skaden eller sygdommen kan enten skyldes genetiske forhold, medfødte stofskiftesygdomme, medfødte misdannelser af hjernen eller beskadigelse af hjernen i fostertilværelsen, under fødslen eller i tidlig barnealder.Tilsvarende er epilepsi ikke i sig selv en egentlig sygdom, men et symptom, der kan skyldes mange forskellige tilstande eller sygdomme i hjernen. Som regel vil både epilepsien og udviklingshæmningen være forårsaget af den samme tilgrundliggende beskadigelse af hjernen.
Hyppige syndromer
Nogle epilepsityper har et karakteristisk mønster og en karakteristisk forløbsform - et syndrom. Det betyder, at epilepsien starter på et bestemt alderstrin, at der optræder bestemte typer anfald, at der er typiske EEG forandringer, og at forløbet af epilepsien er nogenlunde forudsigelig. Nogle syndromer er kendetegnet ved, at epilepsien er ganske let og går over af sig selv efter nogle få år, mens andre syndromer er forbundet med udviklingshæmning og livslang, meget svær epilepsi.

Hyppige syndromer
Nogle epilepsityper har et karakteristisk mønster og en karakteristisk forløbsform - et syndrom. Det betyder, at epilepsien starter på et bestemt alderstrin, at der optræder bestemte typer anfald, at der er typiske EEG forandringer, og at forløbet af epilepsien er nogenlunde forudsigelig. Nogle syndromer er kendetegnet ved, at epilepsien er ganske let og går over af sig selv efter nogle få år, mens andre syndromer er forbundet med udviklingshæmning og livslang, meget svær epilepsi.
For udviklingshæmmede er specielt tre syndromer almindelige, nemlig infantile spasmer, myoklon-astatisk epilepsi og Lennox-Gastauts syndrom. Disse forløbsformer kan optræde enten ved at et normalt udviklet barn pludselig får epilepsi, stop i udviklingen og bliver mentalt retarderet i løbet af et halvt til ét år eller ved at epilepsien optræder hos et barn, der har en hjerneskade - enten medfødt eller opstået efter fødslen.

Infantile spasmer
Infantile spasmer (Salaam-kramper) starter i 5 - 9 måneders alderen og viser sig ved pludselig foroverbøjning og stivnen i arme og ben. Anfaldene kommer i serier og er ofte efterfulgt af gråd eller skrig. Ved infantile spasmer ses et typisk kaotisk EEG-mønster. De fleste børn (80-90 procent), som har infantile spasmer, vil blive udviklingshæmmede. De infantile spasmer forsvinder, men mange udviklingshæmmede vil fortsætte med at have epilepsi i form af for eksempel myoklon-astatisk epilepsi eller epilepsi med partielle anfald.

Myoklon-astatisk epilepsi
Anfaldene starter fra 1 – 5 års alderen. Epilepsien er kendetegnet ved flere anfaldstyper: myoklone ryk i arme og ben, anfald med fuldstændig slaphed ( astatisk) hvor personen nikker, ”taber hovedet” eller falder omkuld, absencer og krampeanfald. Myoklon astatisk epilepsi er en epilepsi der som regel er meget svær at behandle og cirka halvdelen af børnene bliver udviklingshæmmede.

Lennox-Gastauts syndrom
Er en epilepsiform der ligner myoklon astatisk epilepsi meget men har et speciel EEG mønster. Anfaldene er stort set de samme bortset fra at der også er toniske anfald om natten. Alle børn med Lennox-Gastauts bliver udviklingshæmmede og epilepsien er altid svær at behandle.