Hvad er PNES

PNES er den engelske forkortelse af Psychogenic Non-Epileptic Seizures (Seizures = anfald). På dansk kaldes det Psykogene Non-Epileptiske anfald eller blot funktionelle anfald.
Kilde: Epilepsihospitalet

Funktionelle anfald ligner epileptiske anfald, men der er ikke epileptisk aktivitet i hjernen under anfaldene.

De skyldes ikke epileptiske eller anden fysisk sygdom. De har fortrinsvis en psykisk baggrund, men også en fysiske og sociale forhold spiller ind. Man er ikke selv herre over, om man får et PNES-anfald. Anfaldene er ikke viljestyrede.

De funktionelle anfald kan være ødelæggende for patientens livskvalitet. Det kan være svært for patienten at finde eller fastholde socialt fodfæste. Familielivet, uddannelses-og arbejdsevnen påvirkes negativt.

PNES er hos de fleste en behandlingskrævende lidelse, på Epilepsihospitalet i Dianalund tages PNES lige så alvorligt som epilepsi.

Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved at udelukke epilepsi og fysiske og organiske årsager til anfaldene.

Lægen vurdere patientens anfaldshistorie og anfaldsbeskrivelser, et trænet personale observere anfaldene, og man undersøger patienten med EEG og ofte med video-EEG.

Det er vigtigt, at der stilles en korrekt diagnose, så patienten kan få den rigtige behandling og undgå medicinsk fejlbehandling med risiko for ubehagelige bivirkninger.

Hvorfor får man PNES?
Man kan ikke pege på én enkelt årsag til, at man får PNES

Mange forhold spiller ind ved udviklingen af PNES. Der kan være tale om forhold i patientens liv, som har belastet patienten igennem lang tid eller om pludselige, voldsomme begivenheder, som overstiger patientens evne til at mestre pres. Måske er der tale om en særlig sårbarhed. Det er ofte ikke muligt at finde frem til en entydig årsag.

Hvem får PNES?
Funktionelle anfald forekommer hos mænd og kvinder i alle aldersgrupper, men flere kvinder end mænd får PNES. Anfaldene forekommer både hos mennesker med epilepsi og uden epilepsi.

Men man ved ikke hvor mange mennesker, der lider af PNES i Danmark, på Epilepsihospitalet i Dianalund har ca. 20% af patienterne PNES.

Hvordan ser PNES ud?
De funktionelle anfald kan ligne alle typer epileptiske anfald og kan altså være meget forskellige.

De kan bestå af krampelignende ryk i arme og ben og kast med hovedet. Patienten kan virke fjern og tilsyneladende ikke være til at komme i kontakt med. Oftest er øjnene lukkede. Nogle patienter kan reagere med viljeshandlinger som for eksempel at skubbe en hånd væk, gøre modstand eller lignende. I forbindelse med fald vil patienten ofte tage fra, og kun i sjældne tilfælde kan det ske, at patienten slår sig. Anfaldene kan vare fra sekunder til timer.

Kan man blive anfaldsfri?
Lidelsen kan i nogle tilfælde gå over af sig selv. Nogle patienter bliver helbredt ved at blive grundigt undersøgt og få at vide, at der ikke er tale om epilepsi.

Mange har brug for behandling. Ved behandling bliver mange anfaldsfri eller får langt bedre kontrol over anfaldene.

Enkelte patienter bliver ved med at have anfald, selv om de bliver behandlet.

Hvordan behandles PNES?
Behandlingen tilpasses den enkelte patient. En del af behandlingen ser i form af vejledning til patienten og de pårørende. På Epilepsihospitalet orientere de om diagnosen, som forklares grundigt, og om, hvordan omgivelserne skal forholde sig., når patienten får anfald. I indrages, hvis der er brug for særlig støtte til patienten. For mange patienter vil psykologbehandling komme på tale. Under en evt. indlæggelse på Epilepsihospitalet tilbyder de behandling i form af kognitiv terapi individuelt eller i gruppe, hvor man arbejder med forståelse af diagnosen, håndtering af anfald og indlæring af nye måder at modstå pres og belastning. Enkelte patienter har dog ikke gavn af kognitiv terapi, og i stedet tilbyder Epilepsihospitalet dem og deres pårørende rådgivning om, hvordan hverdagen derhjemme kan lettes for patienten.


Håndtering af psykogene anfald?
Det er en stor hjælp for patienten, hvis familie, venner og andre nære personer ved, hvordan de skal håndtere anfald. Det er vigtigt, at omgivelserne ikke giver unødig opmærksomhed til patienten, men at patienten værnes på en værdig måde. Det kan for eksempel ske ved at følge patienten væk fra det sted, hvor anfaldet er opstået. Patienten skal have fred til at komme til hægterne ved egen hjælp.

Anfaldene er ubehagelige men ikke skadelige for hjernen, og et anfald stopper altid af sig selv. Det kan være nyttigt at minde patienten om dette under et anfald.

Efterhånden lærer patienten sig selv at tage ansvar for at bryde og kontrollere anfaldene.

Kilde: Epilepsihospitalet Psykoterapuetisk afdeling

Denne artikel tilhører www.handikapinfo.dk da den er omskrevet, og tilpasset denne side. Ønsker du at gøre brug af artiklen bedes du kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.