Om et par mdr. er det 10 år siden jeg fik diagnosen Klinefelter Syndrom. Jeg blev sat i behandling med det mandelige kønshormon Testosteron i september 2003, selve diagnosen fik jeg i juni 2003, men der var et stort problem som jeg ikke vidste noget om før det faktisk var for sent, for der var skaden faktisk sket.

Der skete noget da jeg begyndte på Testosteron, jeg fik bivirkninger voldsomme bivirkninger, jeg ved godt nogle vil betragte dette som at udstille sig selv, jeg betragter det som at give et vink med en vogn stang, at læger / behandlere skal tænke sig om, inden man begynder på en behandling med stærk medicin.

Nogle af de bivirkninger jeg fik er følgende.

  •  Arrig 
  •  Hidssig 
  •  Tog på i vægt, primært maven 
  •  Mange flere bumser 
  •  Musklerne blev mindre, mod forventning 
  •  Havde svært ved at passe arbejde 
  •  Jeg fik epilepsi igen, selv om mange mente det ikke var rigtigt

 

Alt det ovenstående var nok til at jeg var betænkelig til at fortsætte behandlingen med Testosteron, selv ikke mine fjender ville jeg byde disse problemer / bivirkninger. I foråret 2004 ca. 7 mdr. efter opstart af behandlingen tog jeg beslutning om at stoppe med at tage Testestron.

En lang periode fulgte med op og ned ture. Jeg har den holdning at man ikke skal indtage unødig gift, man skal leve så godt som muligt uden gift.

Den dag i dag fortryder jeg at på begyndte den behandling med Testeosteron der er sket så meget skade vil jeg nærmest sige, men det er første men også sidste gang jeg lægger ud med at tage fulddosis - det var det der kunne hjælpe mig.

En nat i april 2004 mens jeg lå og sov fik jeg et svagt men også et tydeligt tegn på at der skete noget med mig, jeg fik en knæk i ryggen mens jeg lå og sov - det gjorde pisse ondt og der var stærke smerter, der foresatte og de er der faktisk den dag i dag. Jeg er netop her for små 3 ugher siden røget mange skridt tilbage - jeg vil faktisk sige tilbage hvor alt begyndte.

Så jeg vil tillade mig at det er 10 år i et helvede men op og ned ture, men der har været længere ned end der er op, langt ned i en sort kælder hvor lyset kun er spidsen af en nål. En mikro prik lys forude.

Men det er nu heller ikke kun Klinefeltere Syndromet der driller mig, det er også de forbandede hænder der driller mig, de ryster og det er voldsomt meget, det eneste der kan holde det, nede på et rimeligt plan, er faktisk at jeg sidder i kørestolen, der giver rigtig god støtte.

Jeg vil ikke skrive mere her, kig rundt på hjemmesiden og kom endelig igen, der vil komme flere opdateringer i den nærmere fremtid.

 

Gå tilbage - Gå videre