Absenceepilepsi
Også kaldet Pyknoleptisk absenceepilepsi eller Petit mal.

Den første beskrivelse af denne epilepsi er fra starten af 1700-tallet. Betegnelsen “petit mal”, som betyder “lille slem” eller “lille dårligdom” er fra 1815. Benævnelsen “epileptiske absencer” er først brugt af franskmanden Calmeil i 1824.

Forekomst
Mellem fem og otte procent af alle børn med epilepsi. 70 procent er piger.

Debut
Mellem 4 og 7 års alderen.

Anfaldbeskrivelse
Absencer. I ubehandlet tilstand kan anfaldshyppigheden være meget høj, dvs. f.eks. 25-50 pr. time i et par timer pr. dag. Der kan hos nogle forekomme enkeltstående generaliserede toniske-kloniske kramper uden forvarsel. Der er et meget karakteristisk EEG-mønster. Anfald kan fremprovokeres af hyperventilation i afslappet tilstand.

Årsag
Idiopatisk. Fortrinsvis arveligt betinget, nogle undersøgelser har påvist epilepsi i familien hos omkring 40 procent.

Psykosociale konsekvenser
Børnene opdager ofte ikke selv, at de har anfald, de opdager dermed heller ikke, at de eventuelt mister noget og kan have acceptproblemer, idet epilepsien er noget, andre oplever, ikke noget de selv registrerer. En del af børnene har opmærksomhedsproblemer, også selvom de er anfaldsfri, og en del har - blandt andet som følge af dette - indlæringsmæssige vanskeligheder. De fleste er normalt begavede, dog i den nedre del af normalområdet.

Prognose
Størsteparten bliver anfaldsfri på medicinsk behandling og kan trappes ud af denne uden at der kommer anfald igen, cirka 2 år efter sidste absence. Trods den gode behandlingsmæssige prognose kan der være en forhøjet risiko for indlæringsproblemer, psykosociale problemer i form af tilpasningsproblemer og problemer i social kontakt hos cirka en tredjedel.

Epilepsien er dermed ikke altid så fredsommelig, som den ofte beskrives. Absenceepilepsi kan i nogle tilfælde udvikle sig til juvenil absence-epilepsi eller juvenil myoklon epilepsi.

Kommentar
Generaliserede krampeanfald kan forværre prognosen med hensyn til anfaldskontrol.

Der er sjældne tilfælde af symptomatisk absenceepilepsi, hvor anfaldene er meget svært behandlelige, og hvor der er svære indlæringsmæssige og adfærdsmæssige problemer. Dette skal ikke forveksles med den idiopatiske form.